Landsbyen ved Etnesjøen

På det 16.000 m2 store udgravningsfelt blev der afdækket 1800 strukturer. Langt de fleste af disse var stolpehuller og andre konstruktionsspor, som har været elementer i forhistoriske langhuse. I alt 54 bygninger fra ulike perioder og faser ble utskilt. Husene lå i to lange rekker nordvest - sydøst, på svake forhøyninger i landskapet.

Den førromerske bosætning
De førromerske bygninger tæller seksten langhuse, tre økonomi bygninger og tre firestolpe huse (fig. 31). De mange langhuse på Etnesjøen tolkes som en førromersk landsby, og det er blot den anden påviste i Norge. Bebyggelsen har vært i fire til fem faser med opp til fem samtidige gårder. 

De førromerske langhuse
Seksten langhuse kunne direkte dateres til førromersk jernalder på feltet (fig. 31). Mange af disse var ikke bevarede i sin helhed. Formodentlig har alle seksten haft en længde mellem 16 og 22 meter og en bredde fra 5,5 til 6,5 meter. Det resulterer i bygninger med flademål mellem fra 100 - 120 m2. De var alle treskibede konstruktioner og alle lå orienteret nordvest – sydøst. 

I elleve bygninger blev der fundet rest af lerklining i stolperne og det viser de var byggede med fletværksvægge beklaskede med ler. Det støttes af de tætstående vægstolper som kunne ses i flere bygninger. Veggrøfter på utsiden for husene 3, 5, 18, 21, 22 og 46. De lå 70-80 cm ude fra væggen og det viser hvor langt taget strakte sig udenfor væggen

Langhusene 3, 4 og 25  havde boligrum i vest, indgangsrum i midten og stalddel i øst. Indgangsrummet havde to modstillede døråbninger og mennesker og dyr delte dette indgangsrum. Måske kan den ene dør have ledt ud til gårdspladsen mens den anden førte dyrene ud på græsgangene.

Rundete gavlender hus 5 på Etnesjøen. Det kendetegner mange vestlandske bygninger fra tidlig jernalder. I tillæg kan de have let buede langvægge. Den mere rundede form betyder at de har haft valmtag. med lerklinet fletværksvæg så ville det ikke være muligt. Væggen ville kollapse i den højde, derfor må også disse bygninger have haft valmtag.

Torvtak: Vægten måtte fordeles likt mellem tagstolperne ved at fordele stolperne jævnt over husets længde. Man ser derfor sjældent, at afstanden mellem stolperne overstiger to meter. Tværbjælkerne låste tagstolperne på tværs således at tagets vægt ikke trykkede dem udefter.

I nyere forsøg på bygningsværk har man da også erfaret, at hvis taget hæves og er lige så højt som huset er bredt, da fungerer varmecirkulationen og røgen stiger naturligt op til tagåsen og forsvinder ud af lyrehullet. Derfor er det høje tag på det danske jernalderhus på figur 38 nok mere rigtigt. Det har også givet lagerplads over husets tværbjælker.
I mange huse ser man markerede indgange. De var sat i overensstemmelse med bygningernes funktions- og rumopdeling. To motstilte innganger midt på bygningen.

I de fem langhuse 3, 4, 21, 22 og 25 mener vi at kunne se stalde. I husene 21 og 22 blev der fremrenset båsstolper i bygningernes sydøstlige del, specielt langs nordsiden (fig. 189). I hus 22 var båsstolperne sat med 1,3 meters mellemrum og var rykket 1 meter ud fra væggen. Mellem båsstolpe og ind til væg har været et skille i træplank eller fletværk. Nu var kun enkelte båsstolper bevarede, men det kan se ud til at der har været mindst seks båse langs den nordøstlige langside og måske samme antal langs den sydvestlige staldvæg. Det ville betyde, at stalden havde plads til tolv store dyr, hvoraf de fleste ville have været kreaturer.
Stald er dog ikke nødvendig for et dyrehold og det synes vi også at kunne se på Vestlandet i førromersk jernalder. For det første må man formode, at flokke af får og geder oftest blev holdt udenfor stalden.

De førromerske økonomibygninger
Sammen med de seksten førromerske langhuse blev der fundet to specielle mindre bygninger (fig. 45). De lå begge nede langs udgravningsfeltets sydvestlige afgrænsning. Den første (hus 6) målte 7,75 x 4,5 meter med et grundareal på 34,9 m2. Den anden bygning (hus 24) var 6,7 meter lang og 4,4 meter bred med et gulvareal på 28,6 m2. I denne bygning var der bevaret to sæt tagbærende stolper og et ovnsanlæg i den sydøstlige husende.

De to værkstedsbygninger lå væk fra gårdene ovre på den anden side af det lille vandløb som i foråret skulle lede overfladevand bort fra markerne oppe på terassen mod sydvest (E: hus 6 og F: hus 24).

I hus 24 blev der afdækket et ildproducerende anlæg. Det viste sig i fladen med et ovalt rødbrændt fyldskifte og udenom spor efter seks flankerende stolper (fig. 46). Små bygninger som disse med ildproducerende anlæg har været kendt i mange år, men de har ikke været forstået korrekt.

Gårdsanlægget
Jernaldergården bestod ofte af mere end en bygning. Op til langhuset har der knyttet sig små økonomibygninger. På Etnesjøen er der fundet de små økonomibygninger 6, 24 og måske hus 12. I tillæg knytter muligvis tre firestolhuse sig til.

Landsby eller enkeltgård
Det mest spændende perspektiv ved den førromerske bosætning på Etnesjøen er at der må være tale om en landsby. Der kendtes ved udgravningens start i 2013 kun en anden landsby fra norsk forhistorie. Det var bosætningen på Forsand. Her har Trond Løken sammen med kolleger fra museet i Stavanger udgravet mere end tre hundrede bygninger siden 1980 (Løken et al. 1996). Der har været foreslået nok en kandidat. Det var Kongsgård ved Kristiansand som blev undersøgt i 1988 af Perry Rolfsen. Fundet er aldig blevet tilstrækkelig publiceret og der foreligger ingen rapport. Ud fra de fremlagte oplysninger kvalificerer fundet ikke for tolkningen som landsby. Der er nyligt udført nye undersøgelser på Kongsgård og det er muligt det bringer den på banen igen, men da må den tage til takke med en tredjeplads.

På det store udgravingsfelt i Etne afdækkede vi seksten langhuse og der har meget sandsynligt være mindst to eller tre mere i den fragmentarisk bevarede koncentration af stolper ved langhusene 49, 51, 53 og 54.

Romertids bosætningen
Der blev afdækket ni bygninger med romertids dateringer på feltet.
Det var et stort og et mindre langhus, en værkstedbygning for jernproduktion, fem firestolpehuse
og et grubehus. På trods af de opnåede dateringer så er det tvivlsomt, om de alle skal placeres i perioden. Det gælder ikke mindst grubehuset (hus 26) som givet er en bygning fra vikingetid.

Værkstedsbygningen hus 1 var tydeligt for jernproduktion. Sporene tyder på bearbejdning af råjern mere end smedearbejde. Der blev afdækket en række ildproducerende anlæg som kogegruber og ildsteder og ovne. Mange må have hørt til den førromerske landsby og andre kan være yngre. Det var desværre ikke muligt at bestemme dette med dateringer.

Bosætningen i folkevandringstid
Langhus 32 var kun fragmentarisk bevaret, men det har nok været et bostaldhus af vanlig type. Det vil sige med bolig i den ene ende og stald i den anden. Bygningen var kun bevaret med 12 meters længde, men det antages at den kan have haft samme længde som de øvrige langhuse. Den blev dateret til tidlig folkevandringstid sammen med økonomibygning hus 2, som var en smeltehytte for jernproduktion. De to bygninger er formodentlig en fortsættelse af bebyggelsen fra romertid, som praktisrede jernproduktion. De to værkstedhytter (hus 1 og 2) fra romersk jernalder og tidligste folkevandringstid viser en længere tids bosættelse med tradition for jernproduktion. Hver af hytterne indeholdte skaktovne med slaggegruber. Det er en ovnstype, som var typisk for ældre jernalder i Norge (Tveiten 2012).

Vikingetids- og tidlig middelalderbosætning
Fra vikingetid og tidlig middelalder viste udgravningsfeltet et større langhus, fire mindre bygninger, et grubehus og syv firestolpehuse (fig. 67). De fleste blev dateret ved radiologiske dateringer, men tre regnes til perioden ud fra typologiske kriterier. Vi regner det for sandsynligt, at en del af de udaterede bygninger også skal regnes til perioden. De mange bygninger fra sen jernalder og tidlig middelalder peger på forholdsvis omfattende bosætningsspor, men der er desværre dateringsproblemer for alle bygningstyper

De små langhuse
Lidt nord for feltets midte lå fire små ensartede bygninger (hus 36, 37 38 og 44). Bygningerne var placeret væg i væg orienteret på samme måde og det gør det mest sandsynligt, at de fire har stået på samme tid. Dateringerne vekslede fra førromersk jernalder, yngre romersk jernalder, folkevandringstid og vikingetid. Det er dateringer med mere end tusinde års spreding. Der er størst sammenfald om dateringerne fra sen vikingetid og det er da også den mest sandsynlige datering.

Søren Diinhoff (prosjektleder)