«Tobaks-Discourserne»
Av Knut L. Espelid.
Main content
Den 12. November 1772 utkom i Bergen det første nummer av et lite blad som bar den merkelige titel «Tobaks-discourserne». Hvert nummer besto av åtte tettrykte sider i okavformat og prisen var 2 skilling pr. ark. Det skulle utkomme hverannen uke, men på grunn av liten tilslutning fra publikums side, gikk det lenger og lenger tid mellom hvert nummer. Den 15. April 1773 utkom det 10. og siste nummer. Bladet hadde da bestått i bare 5 måneder. I dag må det betegnes som et kuriosum.
Bladets forfatter og utgiver var en blokkedreier Ole Deberg. Om ham vet vi intet annet enn hva Lyder Sagen beretter i sin «Bergens Beskrivelse», at han var et oppvagt Hoved, der heller ikke manglede Kundskaber».
Deberg tilskriver et fingert selskap utgivelsen av bladet, en idé han sannsynligvis har hentet fra Addison og «The Spectator», som på hans tid ble meget lest i Bergen. Selskapet presenterer seg selv på følgende måte: «Længe nok have vi med all Flid og Møye seet os om at antræffe et beqvemt Værelse, hvor vi i Rolighed og Stilhed kunde, under en god pibe Tobaks Smøgen, føre en fornuftig Discours om Tidernes og Omstændighedernes i hver Stands Nærings Aftagelse, og muelige i god Standsættelse og Forbedrelse, naar bliver antaget og efterkommet; omsider har vi dog fundet et Sted efter Ønske.»
Selskabet er organisert etter mønster fra laugene: «Michel er udseet til Oldermand, skal være Skriver; Willum er beordret til Selskabets Ærind-Svend og Opvarter; de øvrige Lemmer kaldes Plus, fordi Pluralstemmen alltid gjelder … Et draget Sværd ligger paa Bordet, det betegner Justitien.» Ingen andre skal ha adgang til selskapet; «saasom vi ere taabelige nok, og befrygter, at de Klygtige med deres Viisdom vilde giøre os reent daarlige, om ikke gar til tosser».
Bladet tar for seg en rekke forhold i Bergen som det mener er uheldige og som bør forandres. Det forsvarer byens privilegier mot inngrep fra kremmerleier og fiskevær, det vil inndele de handlende i faste klasser alt etter arten av den virksomhet de driver, embetsmenn skal ikke drive næringsvirksomhet, og for å skaffe arbeid til alle, «saa maa Næring og Brug saaledes divideres, at een Mand ey tillades at opsluge ti Mænds Leve-brød». Bladet går inn for at det skal utarbeides et ordentlig manntall over byens innvånere med vurdering av deres inntekter og formue, slik at en unngår takserborgernes mer eller mindre vilkårlige utlikning av skattene.»Til den ende maa jeg erindre mig, hvad jeg kand huske af de Chinesiske Love,» skriver bladet i denne forbindelse.
Deberg hadde sikkert rett i at meget av dette trengte å bli endret og forbedret, men den måte han diskuterer sakene på, selve tonen i bladet, får leseren uvegerlig til å treffe sammenlikninger mellom den bergenske blokkendreier og den hamburgske kannestøper. Best er han når han diskuterer praktiske problemer som for eksempel brannvesenets organisering, en sak han har god rede på. Selv om «Tobaks-Discourserne», med sine mange kvasipolitiske betraktninger, kan være uutholdelige for den moderne leser, så gir de mange verdifulle detaljopplysninger om bergensk forhold i 1770-årene.
(Artikkelen har tidligere stått på trykk i Bergens Tidende 9. april 1983 da i serien; Godbiter fra samlingene.)