Om luften vi indånde (16.mars 1860)

Den er meget mer en blanding af forskjellige stoffe, af hvilke ethvert ståer i et skjønt og viist ordnet forhold til dyre og plantelivet. Da mindst 4 stoffe ansees for nødvendige til dens sammensætning, ville vi først afhandle disse. Som rimeligt er, forekommer de vigtigste, suurstof og qvælstof i størst mængde, i mindre mængde derimod vanddampen og kulsyren.

Af disse er suurstoffet en luft eller gasart der er uden farve, lugt og smag, et lys brænder i samme langt hurtigere og mere glimrende end i sædvanlig luft. Levende væsener ånde ligeledes deri med velbehag; men det ophidser, forøger blodomløbets hurtighed, sætter i febertilstand, og dræber endelig ved ophidselsens overmål.

For at forhindre denne indvirkning på den dyriske organisme har det alkjærlige forsyn så viseligen blandet dette, for livet uundværligste af alle stoffe, med en anden gasart, qvælstoffet i et forhold af 77 dele af det sidste til 23 dele af det første. Dette qvælstof, der ligesom suurstoffet er farveløst, lugtløst og smagløst, slukker øieblikkeligen et tændt lys, og dyrenes åndedræt ophører deri. Gud har altså tilsat det for at gjøre det altfor virksomme suurstof uskadeligt.

Kulsyren er en af kulstof og suurstof bestående gasart, der vel ingen farve har; men derimod en svag lugt og en tydelig suur smag. Brændende legemer slukkes, og levende væsener ophører at ånde deri, den er 1/2 gang tungere end almindelig luft og giver gjærede drikke den egenskab at perle og bruse op, samt meddeler såvel vandet som disse gjærende drikke den behagelige pirrende og forfriskende smag.

Ved vanddampe forståer man de synlige eller usynlige dunster, der stige op fra enhver vandflade og som vi alle kjende så godt, når det senere fortættes til tåge, skodde eller falder ned som dug, regn, snee eller hagl.

Af disse 4 bestanddele er da suurstoffet det vigtigste, uden det ingen forbrænding, intet dyre eller planteliv. Af dets tilstrækkelige tilstedeværelse i luftblandingen afhænger i høieste grad vort velbefindende, og vor tilfredshed. Hvis det ikke ved en tilstrækkelig luftvæxling i vore boliger erstattes, når det ved forbruget er formindsket, sygner vi hen; og fortæres det aldeles, som undertiden har hændt ved sammenslutninger i fartøier, udslukkes livet.

Man kan, og har også gjentagende på det nøiagtigste beregnet, hvor megen luft hvert enkelt menneske tiltrænger i timen, og for fængsler, hospitaler, kirker osv., derefter opstillet det rumfang luft som de syge, fangerne og alle de som i længre tid ere nødsagede til at opholde sig i samme rum, tiltrænger til helbredens bevarelse, et rumfang (400 kubikfod på enkelt person) så betydeligt, at i det daglige liv kommer neppe 1/4 part heraf på den enkelte, når denne ikke hører til de bedst stillede i samfundet. Dette misforhold udjævnes dog i reglen derved, at boligerne ventilere sig selv. Det er sørget for luftvæxlingen dels ved utæthed i det hele, dels ved rævner og sprækker, men især dog ved dørenes flittige brug. Efter en almindelig naturlov stræber nemlig alt efter ligevægt, og uden menneskenes hjælp arbeides der stadigen på erstatning af det brugte, ja selv i det bedst og tettest byggede træ som steenhuus trænger dog luften gjennem såvel tømmer som muurvægge, med mindre disse ere fugtige eller gjennemvåde. Kun i dette tilfælde ophører all luftvæxel, hvorved de også blive så fordærvelige for helbreden.

Vi kunne imidlertid på mange måder, og lægger desværre også dagligen hindringer i veien for denne luftvæxel, og skade vor helbred, fornemmeligen ved en utidig tillukning af vore beboelses og soveværelser, samt disse rums overfyldning; idet luften i så fald fordærves ligeså meget ved at suurstoffet fortæres som ved at kulsyren stadigen udåndes og organiske stoffe bestandigen uddunstes.

For at vise den fordærvelige indflydelse et indknebet rum og dårlig luftvæxel har på menneskets helbred, ja liv, vil jeg tillade mig at anføre et af de mange exempler videnskaben i denne retning har stillet til vor rådighed. I een og samme by fantes 2de fængsler, det ene var et cellefængsel, opbygget efter videnskabens fordringer, det andet derimod et fællesfængsel, hvor disse fordringer langtfra var skeet fyldest. Efter criminalpolitikken ansees nu indespærringen i enkelte celler for at være 3 gange så hård som indsætten i fællesfængsel, hvorfor også et års straf i celle svarer til 3 års straf i fællesfængsel; men ikke desto mindre døde kun 2,7% i cellefængslet medens dødeligheden i fællesfængslet var 5,4%. I et tugthuus på 500 fanger døde tidligere vanligen 5%. Da man af mangel på rum nødsagedes til at belægge samme bygning med 1000 lemmer, steg dødeligheden til 10%. Tage vi dette nærmere til eftertanke, skulle jeg formode at det på det klareste beviser for alle og enhver, som ikke lukke sine øine for ethvert bevis, at dødstimen så langt fra er forudbestemt, at tvertom staten uforvarligen her havde rådet over straffefangernes liv, og sendt årligen mangfoldige mennesker over i evigheden tidligere end det efter naturens love var bestemt. På lignende måde fremskyndes mangfoldige dødstimer ved skammeligen, såvel for eget som for andres vedkommende, at tilsidesætte de første betingelser for sundhedens bevarelse. En stor deel af de her tilstedeværende har sikkerligen havt anledning til at bemærke den gustne, bleggule ansiktsfarge tugthuus og straffefanger i reglen lider under, ligesom vi alle ofte har bemærket det samme hos den fattigste deel af almuen, der desværre ofte må bo i overfyldte boliger med dårlig luftvæxel, og hos hvem den med armoden følgende sløvhed og ligegyldighed lader alskens svineri i husenes nærhed, end ydermere ved skadelige uddunstninger forpeste den indåndede luft.

Skrider vi nu til at undersøge den rolle, som det i organismen optagede suurstof spiller, så ved vi at af de 12 kubikfod luft som et menneske indånder i timen, er de 3 kubikfod suurstof. Største delen heraf forbinder sig i lungerne med kulstof, der tilføres legemet gjennem det fedt der i mer eller mindre grad findes i så godt som alt hvad vi nyde, og indgåer hermed den chemiske forbindelse som vi kalder kulsyre, hvormed som ved enhver chemisk forbindelse overhovedet en betydelig varme udvikles. Denne varme der er så nødvendig såvel for vort velbefindende som for det dyriske livs vedvaren, står naturligvis i et bestemt forhold til den dannede mængde kulsyre, og dette afhænger igjen ligeså naturligt af suurstofmængden, der indeholdes i den indåndede luft.

Da nu den dyriske varme fornemmelig skylder lungernes virksomhed sin tilværelse, idet den varme som frembringes ved stofvæxlen i legemet er meget ubetydelig mod den varmemængde der tilføres legemet gjennem blodet fra lungerne, og hvorom de der lide af lungetæring og andre lungesygdomme ved sine stadige klager over frost og kuldegysninger altfor meget afgiver vidnesbyrd, har det muligens lykkedes for mig at gjøre Eder den indåndede lufts reenhed og stadige fornyelse indlysende.

Det der foregåer i lungerne, foregåer også, men rigtignok på en anden måde, når vi lægge på ilden. Der foregåer på begge steder en forbrænding med dannelse af omtrentlig de samme forbindelser, hvoraf de væsentligste er kulsyre og vand. Vi kunde nu forståe hvorfor vi i sommervarmen, da så megen varme tilføres os fra uden, tiltrænge såvel mindre mad som mindre kraftig kost, ligesom vi også kun på denne måde kunne begribe hvorfor sydboerne eller den der lever under gunstigere klimatiske forhold, kan hjælpe sig fornemmelig med planteføde, når vi høiligen tiltrænger føde af dyreverdenen. Let har vi også nu for at forståe, hvorfor man i stærk frost, og med dårlig beklædning, tiltrænger mest mad, eller hvorfor vi, med andre ord, i kulden må fyre godt på både det ydre og indre ildsted, det er maven.

Det andre i luften værende stof, qvælstoffet, belyser allerede navnet hvilken betydningsfuld rolle det alkjærlige forsyn har tildelt samme. Det qvæler, sætter en stopper for suurstoffets altfor kraftige indvirkning på det dyriske legeme, svækker sammes virkninger, ligesom vand fortynder viin eller spiritus.

Går vi nu til luftens 3die bestanddel, kulsyren, så ved vi allerede at det er det ved suurstoffets forbrænding i lungerne fremkomne produkt. Som regel findes denne gasart vedblandet luften i ret forhold af 2 dele på 5000 dele. Men da denne gas, der for planternes liv er ligeså uundværlig som suurstoffet for dyrenes, forbruges heraf umådelige masser om sommeren under plantenes væxt, og vil den da i en høide av 8 -10000 fod over havfladen netop være tilstede i dobbelt så stor mængde som nær jordens overflade, og det uagtet det modsatte efter tyngdens love måtte antages at være tilfældet.

Så uundværlig den er for planterne, så giftig er denne gasart for dyrene, og der hvor den i atmosphæren forekommer i større mængder, kan den ikke indåndes uden at skade helbreden, ja true livet. Af sådanne steder findes der flere på jorden, hvor kulsyren i så stor masse udvælder, at den dræber alt levende. Således kunne vi især nævne Hundegrotten på øen Capri i bugten ved Neapel og den berygtede giftdal på øen Java i det ostindiske archipel. Den samme gasart dannes og ansamles ofte i dræbende mængder i gravhvælvinger og dybe brønde, hvori nedstigninger oftere have bevirket døden, og hvor man aldrig kan være sikker sålænge et lys brænder med vanskelighed. Selv kunne vi udvikle samme i dræbende mængder ved at skyve spjeldet for en ovn eller kamin førind kullene er rigtig udbrændte, hvorved døden fremkaldes ved den såkaldte kulos, en dødsmåde som årligen kræver sine offere såvel i de større byer som især ombord i fartøier.

Af det foregående have vi seet, at denne gasart udvikles i ikke ubetydelige mængder ved åndedrættet, og således det måske lykkedes mig at gjøre forsamlingen begribeligt, hvorfor beboelsesværelser, men især soveværelser ikke må overfyldes, men luften derimod der stadigen fornyes. Da denne gasart endvidere, således som påviist, er 1/2 gang tyngre end almindelig luft, vil den naturligvis fornemmelig ansamle sig ved gulvet, og forstå vi således hvorfor ikke sengen må redes på selve gulvet eller nær samme.

Så begjærlig som planterne under dage, og fornemmelig sollyset, indånder kulsyren gjennem bladenes utallige porer er det ikke at undres over at der optages i større masser end planterne egentlig har brug for. Dette overskud afgives da igjennem natten, hvorfor man da heller ikke må have blomster stående i sine soveværelser, især når rummet er lidet.

Atmosphærens 4de bestanddel, vanddampene, ere ligeså nødvendige for dyre som for plantelivet. Såvel planter som dyr bestå for 3/4 dele af vand, og nødvendigheden av sammes jævne tilførsel til planterne have vi altfor håndgribeligt bevis på i de så kaldte skinår, hvor alt hentørres af mangel på fugtighed. Hvorledes regnen rendser og forfrisker luften; idet det nedfaldende vand i sig optager de fra jorden opstigne skadelige dunster og gasarter, for atter at tilføre planterne dem, der med begjærlighed optager samme, behøver jeg kun at berøre. Enhver af os har ofte nok med velbehag, på en lummer dag, inddraget den efter en regnskur rensede og afkjølede forfriskende luft. Hvor ilde vi befinde os i den stærke sommerhede, hvor svag og afkræftet vi da føle os, inden vi under arbeide ere kommen i sved og har fået dette vandtab erstattet ved rigeligt drikke, derom er der ikke een af os tilstedeværende som jo har rigelig erfaring. Hvor forfriskende dugfaldet virker såvel på planter som dyr når sommervarmen har været ret trykkende, dertil have vi så ofte været vidner, at visseligen intet fingerpeg behøves for at enhver kan fatte hvor uendeligt viist alt, selv det tilsyneladende ubetydeligste, er indrættet, og hvor vigtigt og nødvendigt det er i alle vore indretninger at stræbe efter at følge naturens anvisninger.

Foruden disse 4 omtalte bestanddele, der aldrig savnes i reen luft, findes desuden 2de andre vedblandinger, der vistnok ikke kunne siges at udgjøre væsentlige, endnu mindre aldeles nødvendige, tilsætninger for dyrelivet. Men da de imidlertid begge spiller en overmåde stor rolle i plantelivet, idet planternes væxt ved dem på en høist mærkelig måde fremskyndes, anser jeg det for nødvendigt i det mindste at nævne dem.

Den vigtigste af disse er ammoniaken, der beståer af 1 deel qvælstof til 3 dele vandstof, fremkommer i stor mængde ved den så kaldte forrådning af dyriske bestanddele, og ved gjæringen af alle gjødningsstoffe, hvorfra den dog som et meget flygtigt stof letteligen undviger. Da nu denne gasart er det vigtigste og virksomste i alle slags gjødning, handle vi overmåde tåbeligt i ikke at lægge vind på at beholde og bevare den; hvilket bedst skeer ved at have gjødseldyngerne under tag og opblande gjødselen lagvis med tør fin muldjord, der ved gjentagne omkastning er bleven befriet for de forskjellige syrer den i rå tilstand indeholder. Først i udluftet og tør tilstand er den nemlig skikket til at opfange ammoniaken.

Den andre vedblanding er salpetersyren, der i handelen forekommer under navn af skedevand, beståer af 1 deel qvælstof forbunden med 5 dele suurstof, og fremkommer ved den under lynet så bekjendte elektriske udladning. Ved det nedfaldende regn optages det af vandet, og kommer på denne måde planterne tilgode; hvis væxt den betydelig fremskynder.