Om børnepleien (8.mars 1861)

Af disse fortegnelser ville vi nemlig have seet at i året 1855 fødtes 223 børn, hvoraf inden 1 år allerede vare ved døden afgangne 32, af 202 i 1856 fødte døde ligeledes 27, af 224 i 1857 døde 31, af 211 i 1858 døde 29, af 244 i 1859 døde 57, af 233 i 1860 døde 31, alle inden at have nået en alder af eet år.

Det kan naturligvis ikke gjøre andet end et høist sørgeligt indtryk på den der bryder sig om at offre disse forhold en tanke, at see hvorledes hvert 7de ligetil hvert 4de barn kun skal så at sige skue dagens lys for at dets øine atter skulle lukkes, og så meget sørgeligere stiller sagen sig for betragteren, som dette forhold næsten er det ugunstigste i det hele land, og atter skriver sig fra en utilladelig ligegyldighed fra mødrenes side for disse små væseners liv, idet man ikke offrer nok omtanke på deres beklædning, deres fødemidler, deres reenlighed og øvrige pleie og tilsyn. At dette virkeligen forholder sig så, har jeg desværre altfor hyppigen havt anledning til at erfare, og ikke så ganske sjeldent er der kommet mig yttringer for øre som: "at hun eller han var lykkelig, som slap for den plagen", når børnenes antal have været flere, hvorved den for andre mennesker høieste velsignelse altså betragtes som en byrde, man snarest muligt ønsker at blive qvit. Må man nu end sige at en stor deel her er fuldkommen ligegyldig for deres børns pleie, så vil jeg dog ærligen tilstå at den største deel handler, enten fordi de ikke ville afvige fra den fra forfædrene nedarvede skik, eller fordi de slet ikke kjende noget bedre.

For at man nu ikke længre skal have gyldig grund til at undskylde sig med sin uvidenhed, er nærværende foredrag nedskrevet. Måtte det så sandt lykkes mig ret skarpt at udhæve manglerne, samt påpege måder hvorpå disse letteligen kunne rettes ved hjælp af en god villie.

Først skulle vi da tage i nærmere øiensyn børnenes klædedragt, de betingelser der må opstilles til denne, for at den kan siges at opfylde sin hensigt, og hvilke forandringer altså den nu brugelige klædeskik må undergå for at dette kan blive tilfælde. De første og væsentligste betingelser til beklædningen er at denne må tillade legemets fri bevægelser, beskytte mod ydre indvirkninger, fornemmelig mod kulden, hverken trykke nogen legemsdel eller opvarme samme for stærkt på andre deles bekostning, med andre ord være varm, løs og så let som muligt.

Kan nu den her brugelige beklædning siges at opfylde disse betingelser? Nei! og et bestemt nei, bliver svaret, thi både trykkes, ja sammensnøres legemet, hovedet opvarmes for stærkt, og det øvrige legeme, fornemmelig rumpen og fødderne, beskyttes for lidet. De til spede børn her brugelige klæsplag bestå nemlig af skjorten, fodkluden, liinrøiven, uldrøiven, linnen, hølliken og uldhuen, deraf er sjeldnere fodkluden af uld.

Medens liin og uldrøiven fra ryggen og skuldrene vikles temmelig hårdt i flere tørne omkring legemet med rumpen fri og armene tæt til kroppen, hvorefter linnen end yderligere presser alt sammen som i en skruestikke. På grund af den for hjernens (heilens) udvikling naturlige og rigelige blodstrømning til hovedet, er hølliken, i forening med uldhuen, der en for varm beklædning. Da de væsentligste klædeplag anlægges tvervis, kan en forskydning, selv med stærk sammensnøren af linnen, ikke undgåes, hvorved enkelte dele beskyttes og trykkes for meget, medens andre dele igjen blive ubeskyttede.

Enhver af os har, når han vil tænke sig om, rigelig erfaring for at man er lettest udsat for at fryse på de dele, som ligge fjernest fra hjertet, og det jo trangere beklædningen der er, f.ex. ved trange støvler, og at trange klæder i det hele taget yder mindst beskyttelse mod den ydre kulde. Alle vide vi desuden at vi fryse langt hurtigere, når vi ere i ro end når vi ere i bevægelse, og ved at bringe disse vore erfaringer i anvendelse, kan vi selv allerede bestemme hvorledes såvel vor egen beklædning, som de spæde børns, bør være beskaffen for at opfylde sin hensigt.

Grunden til at vi lettest fryser på benene er naturligvis den, som jeg allerede tidligere i et foredrag har påviist, at lungerne må betragtes som legemets ildsted, og alle vide vi at jo længre vi komme fra ovnen eller ildstedet, desto koldere er det. Vi ville nu også letteligen kunne indse grunden til at den tætsittende klædning er den mindst varme, thi blodet, der såvel i og for sig som ved de processer der ved det foregår rundt omkring i legemet, er varmeføreren, hindres i sit fri omløb og tilføres legemet i mindre mængde, jo mere tætsittende og trykkende beklædningen er.

Af det her oplyste kan vi nu skjønne at hovedet hos børnene kun bør være bedækket med en linnedshue, overkroppen kun med en skjorte samt trøie (helst af uld) hvormed armene lades aldeles fri. Benene indvikles i et stykke uldtøi, hvorefter det øvrige legeme bør indhylles først i et linnedplag (bleie), dernæst i et uldplag, dobbelt så lang som barnets krop, fra under armene til benene, idet det efter fra ryggen at have indhyllet bryst, underliv og fødderne, kastes tilbage op over maven, medens benene ikke presses for hårdt sammen. Disse sidste klædningsstykker bør sluttligen holdes sammen med et klædesplag af lærred, bomuldstøi eller tyndt vadmel, der gåer fra under armene ned til et stykke udenfor fødderne, og over maven knyttes ved flere ikke langt fra hverandre værende bånd. (Her udvikledes nærmere hovedhensigten med den tidligere brugte beklædning, de skadelige følger samme uundgåeligen medfører for helbreden, og hvilke sygelige tilstande samt sygdomme den fremkalder.)

Gå vi så over til børnenes ernæring, så behøve vi her kun at følge naturens vink, der bebyder os at vi fremfor alt ikke må byde den endnu svagt fordøiende mave ufordøielige eller tungt fordøielige fødemidler, eller overlæsse den selv med sådanne sager, som forøvrigt i passende mængde ere det spæde barn tjenlige. I den første 1/4 deel af året bør barnet, såsandt moderen har en tilstrækkelig mængde melk af god beskaffenhed, ikke nyde nogensomhelst slags anden føde, og skulde det i en eller anden henseende mangle herpå, må man, så meget som muligt, efterligne modersmelken ved til den federe og mindre sukkerholdige komelk at tilsætte 1/2 deel kogt vand og lidt sukker, hvilken drikke barnet må nyde lunkent eller melkeflødt. Senere kan barnet gjerne erholde kavringe eller kringlegrød, medens man derimod må vente med melkesuppe, meelsuppe eller meelgrøden, der under enhver omstendighed må være vel kogt, indtil barnet er henimod års gammelt.

Det følger af sig selv, at efterhånden som barnet blive ældre, tilsættes mindre og mindre vand, indtil barnet mellem 3 fjordingsår og årsgammelt først må nyde melken reen. Anden kost end den her omtalte, der forøvrigt aldrig bør gives kold, må barnet ikke nyde førind året er fyldt.

Hvorledes er nu forholdet i disse henseende her i præstegjeldet? Jo, umiddelbart efter fødslen har jeg selv været vidne til at man har pakket i den svage barnemave tyk fløde, rømme og rømmegrød, såsant disse ting har været at overkomme, ligesom det ikke har varet ret længe, førind man i tåten har lagt lignende og andre tungt fordøielige sager som meelgrød, lever, fisk osv., besmurt samme med syrup og nu puttet barnet denne i snasken, i den tanke at man ræt har gjort en kjærlig og heldbringende gjerning. Med samme klogskab bærer man sig senere ad mod barnet, idet man aldrig kan få det fedt nok til litle mollo eller litefar, og barnet er i sandhed ikke meget gammelt inden det skal nyde i det mindste lidt af den daglige kost, hvoraf da følgerne, i forening med den manglende reenlighed, ikke udeblive.

Vi vide allesammen at man altfor sjeldent træffe på små børn, der ikke i mere eller mindre grad i det første år lide af ofte betydelige hududslæt, der alle gå under navnet røven, uden hvilket ikke engang barnet ansees for rigtigt friskt. Desuden plages små børn meget hyppigen af brækning, livsyge eller sjeldnere forstoppelse, hvilke sygelige tilstand da forklares ved røven, som enten er ifærd med at slå ind eller allerede er indslået. Gjør man nogen opmærksom på at den for barnemaven for fede og ufordøielige kost, i forening med den fuldkomne mangel på reenlighed gjennem legemets vadskning og badning, herfor må bære skylden, svares man i det mindste med et vantro smiil og rysten på hovedet, eller af de, i egen indbildning ret kløgtige, med den besked, at røv må og skal barnet tidligere eller senere have, og jo tidligere desto bedre. Udebliver den eller slåer sig ind, da trues barnets helse, ja endog dets liv.

Til grund for alt dette sludder ligger da kun den sandhed, at barnets hud er overmåde utålig for kulde og alskens ureenlighed, samt på grund af sin store udbredning, lettelig og gjerne overtager det ofte tunge arbeide, at udskille af legemet de barnet utjenlige stoffe som man ved en upassende næring har bragt ind i blodmassen. Men heraf følger ingenlunde at disse hudsygdomme må således være; tvertom, ved passende næring og tilstrækkelig reenlighed vilde man snart erfare, at det som nu er regel, da skulde blive en høist sjelden undtagelse.

Hvad nu reenligheden angåer, så skal der desværre ikke meget skarpe øine til for at see, at reglen i præstegjeldet er den, at man ligesom svinet netop trives bedst i sølet, det vil da sige, langtifra på legemet, men tvertom søger en tilfredshed heri på legemets bekostning. Nægtes vil det vel neppe af nogen, at på altfor mange steder bliver man vidne til et utroligt svineri, såvel i som udenfor huserne, og fornemmeligen har netop denne mangel på reenlighedssands bevirket at man i barnets beklædning har bibeholdt skikken med den blottede ende, hvorved man uden synderlig anstrengelse har havt det i sin magt at tage bort tykkeste lorten.

Reenlighedens overordentlige betydning og store vigtighed, såvel for barnets som den voxnes helse, har jeg tidligere så nøie udviklet, at jeg her kun vil indskrænke mig til atter at lægge forsamlingen på hjertet, at barnet indtil det har fyldt sit første år, bør vadskes med lunkent vand over hele legemet een gang daglig, at det senere bør have et lunkent bad hver 8de dag, indtil man om sommeren, og det snarest muligt (i det 3de eller 4de år), kan bringe det i søen, eller hvor hertil savner anledning, i ferskvandsbad, hvilken badning bør foretages så ofte veiret tillader samme, dog aldrig mere end een gang om dagen, ligesålidt som badningen bør vare så længe at man mærker noget til den anden frysning. Ved den anden frysning forståes kuldefornemmelse, som indtræder når den, ved nedstigningen i vandet, fremkaldte første kuldegysning har været afløst af en behagelig følelse af varme forbundet med velbefindende. Efter et sådant bad må såvel barnet som den voxne tage sig passende bevægelse, enten ved gang eller arbeide, for at blodet kan fordeles ligeligen over det hele legeme.

At reenligheden ikke befordres derved at man lader børnene gå med yderklæderne indtil de næsten bogstaveligen kan stå formedelst smuds, behøver jeg vel egentlig ikke at omtale, men nødvendigheden af at yderklæderne skiftes og vadskes til årets store høitider må jeg dog berøre, ligesom at det linned, der bæres nærmest kroppen, må skiftes til hver helg og at små børn aldrig må tillades at ligge eller gå våde.

Til børnenes pleie og tilsyn hører endeligen at der åbnes adgang til stadigen at indånde og opholde sig i en passende varm, tør og reen luft, hvortil solen har fået den meest mulige adgang. Hvorledes dette skal skee, har jeg tidligere afhandlet og vil således her kun korteligen gjentage: at husenes byggegrund må være vel afgrøftet, at bygningerne opføres på en tilstrækkelig høi undermuur, at hovedbygningen lægges så frit som muligt og ikke klemmes tæt op til naboens, at i stuen eller soverummet ikke pakkes for mange sammen, at man hverken bruger bilæggerovn eller kogeovn i stuen, at man ikke tørrer våde klæder hvor man opholder sig, at man hverken i eller i nærheden af stuen hensætter bedærvede fødevarer eller i det hele taget tillader nogensomhelst slags stinkende gjenstand, altså forviser alle dynger og småpytter fra husenes nærhed, at gang og sengklæder hyppigen udluftes, at beboelsesrummene vende med tilstrækkelige store vinduer, forsynede med hængsler og kroger, mod syd og øst, og frisk reen luft deri hyppigen indlades, og slutteligen at man så ofte veiret tillader samme, lader børnene færdes i den fri luft, hvorved kun er at iagttage, at de ikke udsættes for forkjølelser. De må altså være vel klædte, ikke fryse og ikke hensættes på den kolde og fugtige jord.

Børnene må desuden nøie vogtes for enhver pludselig temperaturvexel, og aldrig udsættes hverken for en høi kulde eller varme. Herimod forsynde sig de fleste mødre, thi om vinteren afvexler hyppigen i stuen den meest stegende varme med en ofte påtagelig kulde, og ofte seer man mødrene rive børnene op af sengen, og kun med de samme klæder, hvori de have ligget varmt nedpakkede, at udsætte dem såvel for træk som kulde, hvad der sjeldent vil skee uden bedrøvelige følger.

Måtte nu enhver af de tilstedeværende i deres egen velforstående interesse have lånt mig et villig øre, så at de ikke alene ere kommet til erkjendelse om sandheden af det foredragede, men også have fattet den beslutning at stræbe efter at rette på de påtagelige mangler, såvel for eget, som for andres vedkommende, vil den herpå anvendte tid ikke være spildt umage, og de gode følger skulle heller ikke udeblive.