Om beenbygningen (4.april 1862)

Bør nu ethvert menneske vide så meget om sit legemes indretning, at det på en sund og fornuftig måde kan skjøtte sin helbred og bruge sine kræfter i den korte tid, Gud herunder tillader sjelen og legemet at arbeide i forening. Har naturligvis mange gange det ønske opstået hos mig at bidrage min skjærv til at udbrede sundere begreber og kundskab til det menneskelige legemes bygning og væxt, hvisårsag jeg idag vil påbegynde en række foredrag sigtende til dette øiemeds opnåelse.

Da beenbygningen udgjør ligesom grundlaget, idet de øvrige organer deels hefte sig hertil, deels modtage sin beskyttelse gjennem denne, vil jeg først begynde med skelettet eller beenraden, der foruden tænderne beståer af noget over 200, deels store, deels mindre been. Disse ere enten fast sammenvoxne til hverandre eller fæstede sammen ved brusk, og i så fald lidt bevægelige, eller de ere bundne sammen ved sener og bånd i ledene, og kunne da bevæges frit.

Hver beenende i et led er beklædt med en glat brusk, og af den hinde, der som en pose omgiver ledet, afsondres en vædske, ledevandet, der tjener end mere til at frigjøre bevægelsen og forhindre gnidningen mellem benene indbyrdes. Efter sit forskjellige brug ere benene snart brede og flade, snart korte og tykke, snart rørformige, og alle udvendig beklædte med en hinde (beenhinden), hvorigjennem der gåer mange fine årer for at benene på denne måde kan ernæres. Beskadiges eller borttages denne beenhinde i større udstrækning, må det beenstykke, der beklædtes af samme, bortdø, og vi have da med koldbrand i benene at bestille.

I barnealderen ere benene bruskagtige, og hos små børn bløde og bøielige. Man må desårsag meget vogte sig for hård linning eller for forsøg på at få børn til at gå eller stå for tidlig, thi benene kunne herved letteligen krumbøies, og børnene blive vanskabte for hele deres levetid. Et sådant tilfælde hvor det krumbøiede been måtte knækkes ved kunst, for at forhindre at angjeldende blev krøbling, er mig bekjendt, og havde denne smertefulde operation den gang det forønskede udfald. I 20 års alderen fåe benene sin fulde fasthed og styrke, medens de i alderdommen blive skjøre og knækkes letteligen.

I hovedet findes 22 been, hvoraf 14 danne ansigtet. Alle disse been ere, med undtagelse af underkjæben, fast forbundne med hveranden. Hjerneskallen beståer af 8 been, der hos det nyfødte barn endnu ikke ere fast sammenvoxede, men forbundne med hverandre ved hjælp af hinder. Disse steder kaldes fontaneller, kjendes ved den forreste og bagerste rand af issebenene fornemmeligen bløde, og her voxe sædvanlig denne først sammen i det andet år. I denne tid må man være overmåde forsigtig med ethvertsomhelst tryk på disse steder.

Tænderne, hvis antal hos det fuldvoxne menneske er 32, have efter sin forskjellige hensigt forskjellig bygning. De 8 fortænder ere tydeligen skabte til at sønderskjære og afgnave fødemidlerne med. De spidsere og stærkere hjørnetænder (øientænderne) tyde ligeså sikker hen på at dermed skal føden holdes fast og ligesom sønderslides, medens jæxlenes bredere og takkede krone noksom tilkjendegiver at dermed skal føden males og knuses.

Kun som en sjelden undtagelse har man seet børn fødes med en eller flere tænder, ja lige indtil 20. Som regel begynder tandudbruddet først med fortænderne, når barnet er fra 6 til 8 måneder gammelt, og når børnene have nået det 2det år, ere de i almindelighed i besiddelse af 8 fortænder, 4 øientænder og 8 jæxler. Disse 20 tænder kaldes melketænder, og begynde at falde ud imellem det 6te og 7de år, idet de formeligen trykkes ud af de i sine tandrække liggende stærkere tænder, der nu voxe frem. I det 14de eller 15de år er tændernes antal forøget med 8 stykker, medens de 4 inderste tænder først komme frem mellem det 20de og 25de år, ja stundom meget senere. Disse sidste kaldes viisdomstænderne.

Under tandudbruddet ville børnene, især når de første tænder komme frem, og flere deraf på een gang, sjeldnere undgå på een eller anden måde at forholde sig lidende. Heldigst er det når dette skeer med livsyge (laust liv), og må man fremfor alt ikke forsøge på at få samme standset for snart, hvortil man dog undertiden er nødsaget at skride, når barnets kræfte trues med at undergraves. Da blodet under tændernes udvikling strømmer livligere til hovedet og hjernen (heilen) end under almindelige omstændigheder, kan denne blodtilstrømning stige til en sådan grad at barnets liv trues med den største fare, og en masse børn dø rundt omkring i landet i denne alder som følge af hjernehinde og hjernebetændelse, medens de såkaldte krampeslag desværre heller ikke høre til sjældenhederne. Man må desårsag på denne tid undgå enhver varm bedækning av børnenes hoved, og under ingen omstændigheder indlade sig på at give anden føde end brystmelken, når denne haves.

Hovedet er fæstet til rygraden ved hjælp af sener og bånd, hvormed det er forbundet med de øverste halshvirvler. Uagtet disse bånd ere meget stærke, kunde de dog ved en uvillig opløften af børnene ved kun at lægge hænderne på hovedets sidedele overrives, og døden deraf blive en uundgåelig følge.

Rygraden, hvorved legemet holdes opræt, beståer af 33 been, nemlig 7 halshvirvler, 12 brysthvirvler, 5 lændehvirvler, 5 sammenvoxne krydshvirvler (det hellige been) og 4 rumpehvirvler. Disse ere meget stærkt forbundne med hverandre ved hjelp af brusk, sener og bånd, der alligevel tillade nogen bevægelighed. Hver ryghvirvel er forsynet med et hul, således at de tilsammen danner et langt rør, i hvilket rygmarven ligger. Fra enhver af de 12 brysthvirvler udgåer der 2 ribbeen, et til hver side. Disse 24 ribbeen gå i en bøining fortil og danner brystkassen. De 7 øverste par heraf ere fæstede til brystbenet, kaldes de sande ribbeen, medens de 5 nederste par, de såkaldte falske ribbeen, kun ere fæstede til hverandre indbyrdes ved hjælp af længre bøielige bruske og bånd.

Indenfor brystkassen, og beskyttet af denne, ligger blandt andet også de for livets beståen vigtigste organer, nemlig lungerne og hjertet.

Armene, eller de øvre lemmer, ere i skulderledene fæstede til kroppen ved hjælp af nøglebenene og skulderbladene. Ved rygradens nedre deel sidde til siderne af det hellige been de 2de hoftebeen, som i forening med dette og rumpebenet danner ligesom en skål, kaldt bækkenet. Hos qvinden spiller disse been en stor rolle, thi på disses naturlige og sunde udvikling beroer det fornemmeligen, om fosterets udvikling under fødselen skal gå for sig uden kunstens hjælp. Benerne, eller de nedre lemmer, ere i hofteledene fæstede til hoftebenene. En skålformig fordybning i hoftebenene omfatter her lårbenets kugledannede hoved.

De øvre og nedre lemmers been svare temmelig nøie til hverandre. Således findes i overarmen ligesom i låret kun eet been, og i underarmen er der to been ligesom i læggen. I håndledet findes 8 små been, der svare til 7 been i vristen. Til de første ere 5 mellemhåndbeen fæstede, til de sidste 5 mellemfodbeen og efter disse kommer nu fingrenes og tærenes been. Den forskjel er der dog at der ved knæet ligger et løst been, knæskallen, medens intet sådant findes ved albuen. Den forskjellige stilling af foden mod benet og hånden mod armen viser tydeligen hen til menneskets bestemmelse at gå opreist og på 2 af sine lemmer, ikke som dyrene på 4.

Tommelfingeren på hånden er også anderledes stillet end stortåen på foden, således at dens spids kan nærmes til hver enkelt af de andre fingres spidse. Herved blive fingrene og hænderne skikkede til at udrette alslags arbeid, og for at dette skal kunne skee med end større lethed, er fingrene længre end tærene. Ved øvelse kunne dog også tærene bringes til at gjøre næsten samme tjeneste som fingrene, især der hvor de ikke fra barnsbeen af unaturligen sammentrykkes i for trangt skotøi, ja endog i dertil indrettede maskiner, som i China, hvor vanskabte korte klumpede fødder ansees for den første betingelse hos en dame, hvorfor disse også på den unaturligste måde fra fødselen af sammenskrues, medens damen til gjengjæld bestandigen vralte afsted som en and.

Som mærkelige beviser på hvorvidt man kan drive det i kunstfærdighed med tærene, kan blandt andet også tjene, at i begyndelsen af dette århundrede levede i Bristol i England en mand ved navn Kingston, der ingen armer havde, men dog ragede sig, klædte sig på og førte maden til munden med fødderne. Ligeledes levde i året 1750 på Hernøsand sygehuus en mand, der manglede hænder, som dog var skrædder og syede med tærene. Ja, i Frankrig har der endog levet en kunstmaler uden hænder, der malede med tærene, og for ikke mange år tilbage viiste i Christiania en mand sine forskjellige kunststykker med tærene frem for penge.

Efter nu i al korthed at have gjennemgået beenbygningen hos mennesket, og foreviist i kobbertryk de henhørende been, ståer slutteligen til rest at omtale de væsentligste beskadigelser såvel ledene som selve benene ere underkastede, og hvilke forsigtighedsregler man har at iagttage for at ikke disse beskadigelser skulle blive til meen længre end nødvendigt, ja stundom ved en tåbelig behandling gjøre een til krøbling for levetid.

Til disse beskadigelser hører da som de hyppigste forvridningerne og beenbrudene. Ved de første udspændes og forstrækkes de leddene omgivende og tilhørende bånd og sener, ja overrives ofte aldeles, når den virkende vold har været meget stor. Selv der hvor båndene og senene kun udspændes eller forstrækkes, viger den til ledet hørende beenende med nødvendighed ud af sin naturlige stilling, og den første betingelse for behandlingen bliver altså at sørge for at det forvridne lem atter kommer, som det hedder, i led. Hertil udfordres, som enhver letteligen må indsee, egentlig anatomisk kundskab, men selv for den uindviede giver det tilsvarende lem, i sin naturlige stilling, ikke ubetydelig veiledning. Da de leddene omgivende bånd først og fremst må være i besiddelse af stor styrke og fasthed, kan de naturligvis ikke udmærke sig ved elasticitet, det vil sige tåle en betydelig udstrækning, og derefter af sig selv vinde tilbage til sin oprindelige stilling. Den anden ligeså vigtige fordring berøre altså rolighed, for at de forstrækte bånd og sener kunne få tid til at trække sig tilbage i sin naturlige stilling og gjenvinde sin fasthed og styrke. Herimod er det fornemmeligen almuen forsynder sig. Sjeldent vil man give tid, og som regel skal man altid anstille for tidlige forsøg med det forvridne lem, hvoraf da følgen gjerne bliver at lemmet heller ikke nogensinde gjenvinder sin oprindelige styrke.

Kort tid efter enhver forvridning opståer som følge af den naturlige blodtilstrømning, idet naturen stedse er redebon til at hjælpe på enhver afvigelse, såvel hevelse og rødme som smerte og varme i det angrebne lem. Her foregåer strax såvel en udsvedning af blodets flydende dele som nydannelse, og her må man stedse være på sin post. Ofte bliver det på grund af den heftige betændelse nødvendigt at foretage dels almindelige blodudtømmelser, ikke at tale om blodudtømmelser på selve stedet ved igler og kopper. Men en ting må man fremfor alt aldrig forsømme, og det er anvendelse af koldt vand (helst blandet med iis eller snee) med tilsat eddike og brændeviin (en god dram af begge til een pot vand). I denne blanding, der sættes på et så kjøligt sted som muligt, må altid henligge et stykke lærred, så stort at det fiirdobbelt kan lægges om det angrebne leed, og må omslaget skiftes så ofte det bliver lunkent. Giver ikke smærten sig og taber ikke hævelsen, rødmen og heden i det angrebne lem sig efter et par dages tid under denne behandling, må der nødvendigvis søges lægekyndig bistand, thi om den egentlige medicamentøse behandling kan her naturligvis aldrig blive tale i nærværende forsamling.

Ulige mindre farlig, og tillige mindre langvarig med hensyn til tiden inden hvilken helbredelsen kommer istand, er beenbruddene, når disse ere simple uden splintring af det beskadigede been, eller uden større beskadigelser af de samme omgivende bløde dele. Det første man her har at sørge for er naturligvis at de brudte beenender komme til at ligge i berørelse med hinanden, og dernæst at den forbinding man lægger an, er skikket til at forhindre de brudte beenender fra at vige ud af denne stilling. Leiet må desårsåg gjøres så lidet eftergivende som muligt ved brud af de nedre lemmer, medens de til den såkaldte spjælkning nødvendige træskinner stedse må være så lange at de dække et stykke udenfor begge de led, hvorimellem bruddet findes. Førind den, efter ethvert brud, sig indfindende hævelse har lagt sig, må ingen strammende eller stærkt trykkende forbinding anlægges, medens man derimod oftere ere nødsaget til at holde den voldsomme blodtilstrømningen i tømme ved de under forvridningerne oven omtalte midler. På de smalere steder af det brudte lem må en udfylning finde sted ved hjælp af poser, fyldte enten med avner eller med stry. Træskinnerne må med nødvendighed indvikles i linlærred, og må man omhyggeligen sørge for et blødt underlag der hvor skinnerne ville komme til at trykke på overfladisk liggende eller fremstående beenender, således som ved fod og håndled, knær og albueled osv.

Ved brud af de nedre lemmer må man sørge for, ved tilbørlig underlag af hasen, at hælen er fuldkommen fri. Ethvert tryk af denne mod bolsteret bringer med nødvendighed bruddet i uorden og fremkalder voldsomme smærter. Ved disse brud må desuden et fiirkantet stykke træ lægges mellem den friske fod og sengens fodstykke for at forhindre at den syge ved nedsynkning i sengen med den syge fod kommer i berørelse med dette. Den syge fodsåle støttes derimod mod en efter foden skåren sandale (tynd træsåle), forsynt med huller på siderne, hvorigjennem trækkes liinbånd, der fæstes til de tunge træklodser, der må lægges på hver side af træskinnerne, strækkende sig fra hoften på den udvendige side og et godt stykke ovenfor knæet på den indvendige side, medens begge må række nedenfor fodledet. De til forbindingen nødvendige bånd må være af liin, da alle andre bånd ere altfor eftergivende. De træskinner der anvendes til at spjælke med, må være aldeles slethøvlede på begge sider, ganske lige, og så brede at de rage lidt over det syge lem. Der udfordres til et enkelt brud kun 2 sådanne skinner, der lægges på den udvendige og indvendige side af det brudte lem, og knyttes de dobbelte bånd på en af kanterne.

Ved brud af underarmen anvendes bedst et stykke birkebark, der har den tilbørlige længde og har en passende udhulning efter det syge lem. Med denne forbinding, og efterat de smalere steder ere forsynede med strypuder eller avnepuder, lægges armen i fatle, og den syge kan da gjerne gå oppe. Forøvrigt behøves ingen anden behandling end de under forvridningerne omtalte kolde omslag og lidt olie, fedt eller lægebalsam om hudløsheder skulle indfinde sig på grund af den længre liggen.

Under 6 uger vil nemlig intet beenbrud være ordentlig tilhelet hos en voxen, og i disse 6 uger må sengen ikke redes (gjøres op), intet kjørel benyttes for afføringens skyld, men kun stikplag, ligesom hos små børn, og ingen anden forandring foretages med forbindingen end af og til at løse på samme for at undersøge muligens tilkomne hudløsheder. Har beenbruddet været simpelt, det er uden beensplintring og uden betydelige sår i de bløde dele, vil tilhelingen være fuldkommen i løbet af 6 uger, og benet ligeså stærkt som tidligere, når beenendene kun på ethvert punkt have været i berørelse med hinanden.

Mæssing eller andet metal tiltrænges aldeles ikke, kan heller ikke fordøies og gå over i blodmassen for senere at udskilles som en metalring omkring bruddet, men er dette kun en hos almuen herskende feilagtig anskuelse, der hverken støtter sig til kjendsgjerninger eller herhenhørende naturlover.

At der med disse bemærkninger kun har været sigtet til brud af yderlemmene, behøver jeg formentligen ikke at gjøre opmærksom på. Til samtlige øvrige beenbrud udfordres nemlig med nødvendighed lægens anatomiske kundskaber, og bør vel aldrig tillades nogen anden at klusse hermed.